Förundran

Egentligen är det obegripligt att inte fler människor är helt och hållet upptagna med jordens skönhet. Att inte fler lever i svindel över detta oerhörda.

Ja, men nu säger någon till mig att detta beror på att det finns så mycket lidande i världen, så många och stora orättvisor.

Men är det verkligen därför? Mycket tid ägnar vi ju åt att försvåra eller förstöra varandras liv. Av avund, av leda, av brist på förundran. Där lidandet inte finns, skapar vi det.

Ibland verkar det som om förundran uppfattas som en stulen lyx, som den förundrade borde dölja. Är du glad, din djävel? Blundar du för andras svårigheter och plågor?

Men förundran tar inget från någon. I lyckliga fall kanske den till och med ge något till någon.

IMG_3853

Triglavski narodni park, augusti 2013

7 kommentarer till “Förundran”

  1. Vacker bild. Håller med dig. Completamente. Men sen finns det ju människor som inte rår för att de ser saker lite mer i svart.
    Jag tror att det estetiska, sinnesintrycken, bara vidgas om det också vidgas åt andra håll. Ju större sensibilitet för det ena, så ock för det andra.
    Man kan liksom inte skydda lyckan. Men vara medveten i stunden den är där.

  2. Tack Gabrielle, tack på allvar. Jag säger kanske något mer om detta på annat håll senare.

  3. Hej Bodil,

    Noget i dette indlæg fangede mig i længere tid, det var en flot og livsbekræftende tanke. Tak!

    Så jeg har læst indlægget flere gange og tillader mig at skrive nogle løse ender ned:

    ”At förundrar”, betyder det ikke ”to wonder” ”at undre”? – Så det er måske noget andet end blot at nyde naturen. At nyde kan man gøre i stilhed, selvom man nok er nødt til – i hvert fald i sit eget hoved – at sætte ord på oplevelsen, sådan at man kan blive sig bevidst om oplevelsen, eller?
    Er det en af grundene hvorfor du blogger?
    Det er for mig nok en af grundene hvorfor jeg læser din blog (+ tilføjet med en lille, blid stemme: ”ofte”). Det er en, ofte poetisk, påmindelse om at nyde de små ting i hverdagen, med en (som jeg læser det) lettere melankoli som overstiger hverdagen.

    Når man er begejstret for naturen eller landskab og undrer sig over det, så vil man typisk gerne dele oplevelsen med andre. Og da kan jeg mærke at der er, blandt alle følelser, også nogle tanker(!?) som minder mig om at jeg kan være bange for at være naiv, for enkelt – tom indeni.
    Det er nok, som du siger, fordi man får indtrykket af samfundet, lærerne i skolerne og måske forældrerne, at der er vigtigere ting i verden at beskæftige sig med. Man skal have et mål i livet, ikke? Og at nyde naturen er vel ikke særlig revolutionerende, nyskabende, noget som bringer økonomien videre, arbejdsløsheden ned, eller hjælper din ældre nabo med at købe ind.

    Hvad med andre emotioner og følelser? Er de lige så vigtigt, i vores verden, som viden om hvem der er USA’s seneste president? Får vi undervisning i kærlighed, misundelse, glade, eller skal vi selv finde ud af det? Vægter vi skolen og media for højt, og undervurderer vi nærvær?
    Men vi får (lidt) undervisning i naturkendskab, og vel også lidt om at nyde naturen, eller man bliver vist at man må være glad når man scorer et mål i fodbold. Og jeg får indtrykket af at man i skandinavien prøver at hjælpe børn med at sætte ord på følelserne, i hvert fald til at lade dem fungere så optimalt som muligt i sociale sammenhæng.

    Jeg har malet landskaber i et stykke tid. Det er en beskæftigelse som ligger lidt udenfor samfundets norm, dvs at jeg følte at jeg lavede noget som ikke direkt har med samfundet at gøre -man kan jo male landskaber uanset i hvilket samfund man deltager – og det bidrager ikke nødvendigvis til vores tid – vores her og nu. Når man er optaget af det, tænker man mindre om USA’s nye president, eller overvågning, økonomi etc.
    Man lever sit eget liv – man vælger – er det måske den rigtige vej til lykken?

  4. Tack Bart, för din vackra och eftertänksamma text här. Fin läsning för mig. Jag tycker mig också känna igen dig från något tidigare tillfälle, för du har väl kommenterat här någon gång förut, för något år sedan eller så? Jag är mycket tacksam över att ha en läsare som du.

  5. Det er rigtigt, Bodil. Jeg husker at du skrev et kommentar på min blog efter jeg skrev her en gang.
    Det var i 2010 kan jeg se, og jeg skriver der at jeg lige havde fundet din blog.

    Siden da har jeg vel altid følgt med, men mon ikke der var nogle pauser i bloglæsning en gang imellem.
    Jeg vender dog gang på gang tilbage til dine indlæg, fordi de, iblandt alle informationer, alt larm, gode intentioner og underholdning i min feedreader, virker som genkendelige, små hvilesteder. Indlæggene giver et indtryk af at hverdagen bliver oplevet med et nærvær og en ro, som jeg ønsker jeg selv kunne finde i min dagligdag. De er tilmed korte og med et enkelt billede af et, for mig, fremmed verden, sådan at jeg vel altid har lyst og energi til at sætte mig ind i den verden du skriver om.
    Mon ikke at det faktum at du er i et andet land end dit ”eget” er genkendeligt for mig og at jeg dermed kan undrer mig over hvordan du klarer situationen.

    Jeg glæder mig til at følge dine indlæg i fremtiden, og jeg lover at ikke vente så længe med at skrive en ny kommentar (Det vil sige at jeg må skriver noget igen inden sommer 2019!).

    Tak!

  6. P.S.; Jeg ser faktisk at det ovennævnte indlæg på mit blog er fra aug. 2009, og at du reagerer et år senere i aug. 2010.

  7. Tack igen Bart, jag sätter mig nu på morgonbussen till Trieste och blir borta i några dagar. Jag svarar bättre när jag är hemma igen.

Lämna ett svar

Din e-postadress kommer inte publiceras. Obligatoriska fält är märkta *